Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Grønlandsfly 1960-69

 Flyveverjtjenestens skurvogn (1964)

Catalina og Ottere i Kangerlussuaq

SAS DC7 i Kangerlussuaq i 1962 undervejs mod Los Angeles. DC7C blev brugt til flyvninger mellem SFJ og CPH

En flybåd med passagerer fra Catalinaen lægger til i Nuuk

Bagage losses fra en Catalina i Nuuk i 1964(Ole Dam, tidligere områdechef, står nr. 2 til højre)

Skihop i Nuuk i 1960’erne

S61 ankommer i Nuuk den 10. april 1965

Qaqortoq heliport 1965

Qaqortoq 1965 

Pilot Erik Nilsson hentes i Nuuk i 1965

Kundeekspedition i Nuuk i 1966. Til venstre ses tidligere områdechef Ole Dam

S61 i hangaren i Nuuk i 1965

Maniitsoq fra luften i 1965

Hotellet i Kangerlussuaq i 1962

Grønlandsfly 1960-69

Take-off for grønlandsk passagerflyvning

Passagerterminalen var et skur på kajen, og landingsbanen lå midt i havnebassinet, da Grønlandsfly i begyndelsen af 1960'erne bragte det grønlandske samfund ind i flyvningens tidsalder. Flyene var chartrede canadiske Catalina-fly, som både kunne lande på vand og på landingsbanerne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq. I de grønlandske byer på kysten fortøjerede flyene til en bøje i havnebassinet, og passagererne blev sejlet i land af byens "flybåd". Det var beta-versionen af luftfart – men det fungerede!

Passagerflyvning mellem de grønlandske byer var kulminationen på de kolossale forandringer, Grønland havde gennemlevet siden anden verdenskrig – og samtidig forudsætningen for at sætte yderligere tempo på de nye tider.

En grønlandsk løsning

Grønlandsfly A/S blev stiftet den 7. november 1960 af SAS og Kryolitselskabet Øresund (som drev den daværende mine i Ivittuut), og i 1962 indtrådte Grønlands Landsråd og Kongelige grønlandske Handel som aktionærer på lige fod. Det var datidens økonomiske sværvægtere, der etablerede det nationale luftfartsselskab.

Formålet var i første omgang at sikre det grønlandske samfund opgaven med at forsyne fire amerikanske radarstationer, der blev opført som en kæde tværs over landet – to af dem langt inde på indlandsisen. Man indgik straks kontrakt med det amerikanske luftvåben, chartrede et DC-4 fly i Island og to S-55 helikoptere i Canada – og tog fat på forsyningsflyvningerne til de nye radarstationer.

Tusinder på vingerne

To år senere indledte Grønlandsfly passagerflyvning dels med Catalina, dels med Otter, der foruden landingshjul havde ski og kunne lande på sne og is. Kapaciteten var set med nutidens øjne begrænset – Catalinaen havde plads til højst 20 passagerer, Otter'en til otte-ni passagerer. Alligevel havde Grønlandsfly allerede midt i 1960'erne 12-14.000 passagerer årligt. Hovedparten fløj til og fra Kangerlussuaq, hvor SAS havde åbnet sin rute til Danmark.

Catalina-flyet var en midlertidig løsning, og en ulykke i Nuuk i 1962, hvor 15 mennesker omkom under landing i havnen, understregede behovet for et mere robust alternativ. I et land uden andre landingsbaner end de to amerikansk anlagte i Kangerlussuaq og Narsarsuaq var der kun ét: Den moderne helikopter!

De første trafikelever

I foråret 1965 ankom tre S-61 helikoptere malet i Grønlandsflys rød-hvide farver direkte fra Sikorsky-fabrikkerne i USA, og som første luftfartsselskab i verden indledte man passagerflyvning med helikoptere over lange øde strækninger. I seks byer blev der anlagt heliporte. Nu var der take-off til Grønlands fremtid.

Helt fra begyndelsen var visionen, at Grønlandsfly ikke kun skulle binde landet sammen med moderne infrastruktur; man ville også skabe uddannelser og arbejdspladser. De første år sendte man unge grønlændere på uddannelse hos SAS i Danmark, men allerede i 1966 kunne Grønlandsfly starte sin egen uddannelse af trafikassistenter.