Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Grønlandsfly 1970-79

Stationsledermøde i 1974. Fra venstre Ole Romer Jørgensen (Nuuk), Ejnar

Højberg (Narsarsuaq), Arne Hardenberg (Qasigiannguit), Gerald Christensen

(Paamiut), John Philip Pedersen (Maniitsoq), Karl Fencker (Ilulissat), Peter Greve

(Aasiaat), Ejvind K. Frandsen (Sisimiut), Jørn H.K. Nielsen (Qaqortoq) og

trafikchef Ole Dam (Nuuk)

Ilulissat heliport i 1972

Pilot Leif Kjøller i uniform

I 1979 indvies lufthavnen i Nuuk

S61 i Uummannaq

Grønlandsfly 1970-79

Helikopternes storhedstid

Grønland fløj ind i 1970'erne til den øredøvende larm fra de store S-61 helikoptere. Med hastigt stigende frekvens landede og lettede de hvid-røde maskiner i de heliporte, der blev etableret i alle byer på den lange vestkyst - fra Nanortalik i syd til Upernavik i nord.

I Grønlands kuperede fjeldlandskab uden plads til landingsbaner – og uden veje mellem byerne - var helikopteren nøglen til fremtiden. Den skabte luftfart uden landingsbaner. Med 25 passagerer ombord og en hastighed på over 200 kilometer i timen summede de moderne maskiner afsted mellem fjeldene og landede lodret på heliportenes små cirkler af beton.

Verdens største rutenet

Fra indsættelsen af de første S-61'ere i 1965 udviklede helikoptertrafikken sig eksplosivt. Antallet af S-61'ere voksede i løbet af 1970'erne fra tre til otte, mens Grønlandsfly udviklede verdens største helikopter-rutenet.

Selv i de yderste egne nåede helikopterne frem og udfordrede hundeslædens ligning for tid og afstand. I 1972 blev der indsat helikopter i Ammassalik-distriktet på Østkysten, og tre år senere blev der indført distriksbeflyvning i Thule.

Allerede i 1960'erne havde Grønlandsfly indhøstet de første erfaringer med alsidig anvendelse af helikopterne – til ambulanceflyvninger, til eftersøgnings- og redningsoperationer og til såkaldt sling-flyvning med tungt gods hængende i wirere under maskinen. Nu satte Grønlandsfly sin helikopterekspertise i system.

Grønlandsk know-how

I 1972 etablerede man datterselskabet Greenlandair Charter med fokus på flyvning for kommercielle kunder. I Grønland servicerede selskabet zink-minen Den sorte Engel i Maamorilik med en nyanskaffet Bell 206 helikopter, og nu viste der sig for første gang nogensinde en efterspørgsel på grønlandsk know-how på verdensmarkedet. Grønlandsflys helikoptere blev chartret til offshore opgaver i forbindelse med olieefterforskning i England, Skotland, Irland, Norge, Canada, Alaska og Holland.

Teknisk blev S-61 helikopterne opgraderet med bedre navigationssystemer, og i 1976 blev de godkendt til at operere i mørke. Det udvidede antallet af flyvetimer i vinterhalvåret betragteligt, men alligevel var trafiksystemet ved at sande til. Passagertallet nåede 60.000 årligt sidst i 1970'erne.

Kortlægning af storisen

Siden passagerskibet Hans Hedtofts tragiske forlis i 1959 var der gennemført daglige observationsflyvninger fra Narsarsuaq ud over farvandet omkring Sydgrønland for at kortlægge storisens udbredelse og tæthed, så skibsfarten i området kunne undgå de farligste områder.

De første år blev observationsflyvningerne udført med militære fly, senere indchartrede det danske forsvar materiel fra Grønlandsfly, og i 1976 fik Grønlandsfly kontrakt på isrekognosceringen. Et specialudrustet Twin Otter fly blev anskaffet til opgaven, og samme flytype, der også kan lande med ski på is og sne, blev også brugt til at flyve forsyninger til de fire amerikanske radarstationer tværs over Grønland – heraf to højt oppe på indlandsisen.

Antallet af medarbejdere voksede stejlt op gennem 70'erne, og nu uddannede Grønlandsfly ikke længere udelukkende trafikassistenter. I 1974 blev de første fire flymekanikere udlært.