Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Grønlandsfly 1980-89

Uddannelse kom for alvor i centrum i Grønlandsfly i 80erne og på disse billeder

ser man mange personer, der stadig er i Air Greenland.

HIS-kursus (Heliport Information Service) i februar 1987. Fra venstre stående:

Instruktør Hans Erik Hjerresen, Arne Fleischer, Tom Fleischer og Jonas Nielsen.

Siddende Laila Sander, Hanne Lunde, Linda Andreasen og Mette Kleist

(foto Lisbet Lyager)

Mekanikerelever ved firmadag den 1. oktober 1985. Fra venstre:

Erik Heilmann, Jørn Sørensen, Kristian Skifte og Sofus Mathiassen

Firmadag 1. oktober 1985. Fra venstre: Naja Nielsen, Ditte Hammeken, Laila

Sander, Susanne Bjerregaard, Erik H.K. Heilmann, Kristian Skifte, Linda

Andreassen, Jørn Sørensen, Josephine Chemnitz, Charlotte Schmidt, Sofus

Mathiassen, Peter Frederik Lyberth, Amalie Olsen  (foto Louise-Inger Lyberth)

Trafikelever ved firmadag den 1. oktober 1985. Fra venstre Naja Nielsen,

Charlotte Schmidt, Peter Frederik Lyberth, Josephine Chemnitz og Ditte

Hammeken (foto Louise-Inger Lyberth)

Trafikelever og aspirantelever 10. august 1988: Diana Kleist, Anija Holm, Mette

Albrechtsen, Aviaja Jørgensen, Peter Egede Buch, Thomas Noa Broberg og

Marlene Putte Nielsen

Flymekanikerlærlinger i 1988: Frederik Siegstad, Ane Lone Iversen og Karl
Andreassen

Fem mekanikere under uddannelse. Søren Hansen, Lars Thue Kristiansen, navn

mangler, Søren Davidsen og Lars Frederik Olsen

 

Hans Ignatiussen (Post Hans) er selskabets mest adrætte medarbejder, der har
været ansat siden 8. september 1976. Her ses han i 80’erne

I 1986 åbnede Grønlandsfly en rute mellem Narsarsuaq og København

Kitura Titussen fløj som grønlandsksproget på SAS’ fly før Air Greenland
begyndte
at flyve med grønlandske stewardesser over Atlanten

November 1989: Jens Jørgen Nielsen, Lars Bahnsen, Mina Lennert, Lisa Risager

og John Philip Pedersen

Grønlandsflys bestyrelse og ledelse i 1989.

Fra venste Konrad Steenholt, Ole Dam,

Lars Peter Danielsen, Kristen Grødem,

Flemming Bolø, Hans Peter Hansen, Frede

A. Eriksen, Egon Sørensen, Arne Hardenberg,
Jan K. Rasmussen, Lars Emil
Johansen,

navn mangler, Christian Jensen og
Peter Schmidt Hansen

 

 

Grønlandsfly 1980-89

Nye fly med store vinger

Grønland var på tærsklen til 1980'ene, da Nuuk indviede landets første civile lufthavn med 950 meter landingsbane, og Grønlandflys nye Dash-7 fly satte hjulene på asfalten. Nu kunne luftfarten sætte tempoet op.

Med Dash-7 kom der nye muskler til landets trafiksystem. Hastigheden blev fordoblet fra helikopterens 220 kilometer i timen til nu 450, kapaciteten voksede fra 25 til 50 passagerer i hver maskine – og mindst lige så vigtigt: Nu kunne man flyve i næsten al slags vejr.

Skræddersyet til kort baner

Prisen på anlæg af landingsbaner er svimlende høj i Grønlands forrevne fjeldlandskab.  Mens fjeldet blev sprængt bort til Nuuks nye lufthavn, udviklede den canadiske flyproducent de Havilland præcis det fly, der med stor lasteevne kunne operere på korte baner: Dash-7. Grønlandsfly var blandt de første kunder. Med fire motorer og meget store vinger var det såkaldte STOL-fly (Short Take-Off and Landing) skræddersyet til små landingsbaner og lange øde distancer.

I 1984 fik også Ilulissat en lufthavn. Her blev banen kun på 850 meter, men nu var skelettet på plads til en ny struktur: Dash-7 fløj de store ruter mellem Kangerlusuaq, Nuuk, Narsarsuaq, Ilulissat og Kulusuk. I disse fem lufthavne blev helikopterne stationeret for at betjene hvert sit store distrikt. Alle øvrige byer havde fortsat kun heliport.

Ruter til Canada og Island

Med etableringen af hjemmestyre i Grønland i 1979 voksede ønsket om at udvikle kontakten til den anden side ad Davisstrædet – til Inuit i Canada og Alaska – og da Grønlandsfly to år senere åbnede sin første internationale rute, var destinationen Iqaluit i Canada. I samarbejde med canadiske First Air fløj Grønlandsfly de følgende 13 år mellem Nuuk og Iqaluit med næsten tomme fly. Visionen om et tættere samkvem med stammefrænderne i vest kunne ikke bære en flyrute, når de økonomiske og politiske kanaler i begge lande var rettet mod syd.

I 1981 åbnede Grønlandsfly også en rute fra Kangerlussuaq via Kulusuk til Reykjavik. Den  blev tre år senere forlænget, så Dash-7 flyet fortsatte nordpå fra Reykjavik til Nerlerit Inaat på den grønlandske østkyst

Hul på monopolet

SAS havde siden 60'ernes begyndelse været ene på ruten mellem Grønland og Danmark og fløj flere gange om ugen København-Kangerlussuaq-København med store jetfly. Da Grønlandsfly i 1986 i samarbejde med Icelandair åbnede en ugentlig rute Narsarsuaq-Keflavik-København, slog man samtidig det første lille hul i monopolet. Allerede to år senere kunne man øge frekvensen til to ugentlige flyvninger med den islandske Boeing 727.

Mange af kolonitidens gamle institutioner blev i hjemmestyrets første år afløst af nye grønlandske selskaber. Tidligere havde Kongelige grønlandske Handel udstedt billetter; nu stiftede Grønlandsfly sammen med det hjemmestyreejede KNI det nye selskab Grønlands Rejsebureau. I Ilulissat overtog Grønlandsfly det få år gamle Hotel Arctic, der var opført samtidig med byens lufthavn.

100.000 ombord!

Nye typer helikoptere kom til, mens andre blev udfaset. Antallet af ansatte nærmede sig 400; Grønlandsfly havde medarbejdere over alt i landet. Hvert år blev der uddannet nye flymekanikere og trafikassistenter, og i løbet af 80'erne satte de første grønlandske piloter sig i cockpittet.

Passagertallet bare voksede og voksede. Allerede midt i 80'erne transporterede Grønlandsfly 100.000 passagerer om året, og inden tiåret var omme, købte selskabet den tredje Dash-7 med de store vinger.