Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Min første flyvetur

Min første flyvetur
Leo Rosing, Aasiaat

I og med at jeg ønsker jer tillykke med 50-års jubilæet, vil jeg fortælle om min første flyvetur.  
Jeg var barn i begyndelsen af juli måned 1960, da min far blev ansat som bager i Maniitsoq, og i den forbindelse skulle jeg, min mor og far flyve til Maniitsoq, og det var så dejlig en oplevelse, at jeg ikke vil kunne glemme det i min levetid. Jeg var syv år dengang og havde aldrig prøvet at flyve før, ja, jeg havde jo aldrig forestillet mig at prøve at flyve, så den spænding, jeg fik, ikke kunne sammenlignes med noget andet, jeg havde oplevet.

I dagene op til at vi skulle flyve, var Leos flyvetur et stor samtaleemne blandt børnene i Qajaasaarfik (i Aasiaat). Dengang landede flyvemaskinerne ude på havet, blandt andre de Catalinaer, der kom til byen, og vi så til med stor interesse, når de landede på havet mellem Aasiaat og Iperarsuaq. Lige så snart lyden af et fly nåede os børn, løb vi ned til den gamle gymnastiksal, og når vi stod og så på flyvemaskinerne, drøftede vi samtidig, hvor dejligt og spændende det vil være at komme med.

Det fly, vi skulle flyve med, blev kaldt for en Otter, og jeg husker, at flyvemaskinen var rød. Flyvemaskinen var ikke så stor, og kunne medbringe 10 eller lidt flere passagerer. Lige før afgangen fra Aasiaat konstaterede vi, at der var andre, der skulle med ud over os. Flyveren var ikke fyldt op, og det viste sig, at vi også skulle lande ved Sisimiut for at medbringe flere passagerer.

Dengang havde vi erfaret, at flyvemaskinerne lige fløj en lille tur over byen, når de lettede, og vendte først snuden mod deres destinationer, når de havde lavet en lille opvisning. Måske derfor begyndte børnene ved Qajaasaarfik at lægge planer. Når vi lettede med flyveren, ville flyveren nok lige lave en lille overflyvning af byen, og børnene blev enige om at samles på et bestemt punkt i Qajaasaarfik og vinke farvel til mig derfra. Jeg kunne næsten ikke vente med at tage af sted, og jeg glædede mig så meget til at se mine venner helt deroppe fra.

Jeg havde fortalt min mor om mine venners planer, før vi kom ombord i flyveren, og derfor var min mor omhyggelig med at vælge en god vinduesplads til mig, men det viste sig, at vi skulle flyve direkte mod nord. Derefter vendte flyveren mod øst og drejede så mod syd. Desværre så jeg ikke engang Aasiaat by, da vi lettede, men jeg var dog overbevist om, at mine kammerater stod på landjorden og vinkede farvel, samtidig med, at de ønskede, at de var i mit sted.

Mens vi fløj mod syd mod Sisimiut var jeg noget benovet over at vi fløj, og at jorden faktisk var rund, når man så ud over horisonten, og efter at have fløjet mere end en time, landede vi på havet foran byen. Jeg tror nok, at vi var halvvejs fremme, da jeg kunne mærke, at jeg skulle tisse, men der var ingen toilet i flyveren, så det var ulideligt, da min mor bad mig om at holde mig til vi kom til Maniitsoq.

Da vi landede ved Sisimiut, flød flyveren ind på en pontonbro, og gennem vinduet kunne jeg se, at der kom en båd, og de viste sig så, at det var passagerer, den kom med. Vi måtte ikke komme ud, men med en tilladelse kunne min far hjælpe mig ud, så jeg kunne tisse. Det gjorde jeg så med en stor lettelse, fordi jeg var blevet noget urolig på grund af tissetrangen.

Båden kom ud til os, og to kvinder kom op på pontonbroen, og var på vej ind i flyveren, da de brød tudende sammen, hvilket forskrækkede mig noget. Det viste sig, at de skulle til Dronning Ingrids Hospitalet, Sana, for at blive behandlet, og at det var deres familiemedlemmer, som kom med dem til flyveren. De blev ved med at græde, da vi lettede, og da jeg oplevede min første flyvetur som noget meget stort, var de lige ved at ødelægge stemningen, og jeg kunne ikke glemme mine venner, for de talte sikkert om mig endnu. Jeg ved ikke, hvor længe vi fløj, men langt hen på eftermiddagen landede vi langt om længe ved Maniitsoq – en uforglemmelig oplevelse.