Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

3 små historier

Den dag da alle skolebørnene i Akunaq kom for sent i skole.

Dengang da der var 2 Sikorsky S-61 baseret i Ilulissat oplevede vi at være i stand til at holde en ganske flot regularitet på flyvninger rundt i Diskobugten morgen og aften. Så god var regulariteten at skolebørnene i Akunaaq, vidste at når helikopteren passerede hen over bygden klokken 0756, så var det tid at gå i skole. Men en dag i februar 1994 kom alle børnene for sent i skole , helikopteren kom ikke som den plejede ---- den ene helikopter var hele natten blevet brugt til en patientevakuering fra Upernavik og den anden helikopter fløj sin morgen Umanaktur.
Det er selvfølgelig ikke sandheden, men alle piloterne i Ilulissat satte en meget stor ære i at flyve til tiden og havde efterhånden oparbejdet næsten uhørt regularitet på disse flyvninger internt i Diskobugten og historien om skolebørnene er selvfølgelig ikke sandt ----- nogle piloter byggede endog videre på historien som følger:
Mange beboere i Akunaaq gik den dag i KNI for at købe nye ure, da der måtte være noget galt med deres ure eftersom de ikke kunne stille dem efter helikopterens overflyvning.
Men trods alt en flot regularitet under til tider dårlige vejrforhold.


En fanger efterlader aldrig sin riffel.

I april måned 1995 brød isen pludselig op i Umanakfjorden på grund af kraftig føhnvind, hvilket resulterede i at flere fangere var drevet til havs. Vi fik alarmen hen på eftermiddagen og afbrød dagens ruteflyvninger, fløj til Ilulissat og monterede hoist ( vores kran) og supplerede stewardessen  med en mekanikker som fungerede som hoistoperatør. Af sted mod Umanak, hvor vi samlede  2 politifolk op og startede vestover mod iskanten
Efter kort tid fandt vi 3 fangere med 36 hunde på en stor drivende isflage , så stor at vi kunne ”lande” på den, dvs holde helikopteren let på hjulene –vi fik samlet slæder og 36 hunde op i løbet af et kvarters tid. I starten havde vi problemer med at få hundene til at gå om bord, men da først vores stewardesse ( en tidligere politibetjent) tog basen i nakken og slæbte den om bord kom alle de andre hunde næsten af sig selv.
Videre på eftersøgning efter flere fangere ---fangerne som  vi havde samlet op sagde at de havde set 2 andre slæder længere ude. Vi fløj længe uden at finde nogen og var faktisk ved at være nødt til at returnere for at få fyldt brændstof på --- men der var dog lige et enkelt lille isbjerg som vi ville undersøge og minsandten om der ikke sad 2 fangere med deres slæder og hunde. Det var umuligt at lande der, så nu måtte hoisten i aktion og mekanikeren fik hurtigt den ene hejst op og da den anden var nået helt op til døren begyndte han at fægte med armene ---han ville ned på isbjerget igen --- han blev firet ned igen og samlede så  deres 2 rifler op og holdt dem i favnen og gjorde tegn til at nu ville han gerne hejses op igen.---- En fanger efterlader aldrig sit skydevåben, selv ikke når han er i yderste livsfare----  Hundene måtte vi naturligvis efterlade, men de blev 3 uger senere samlet op af en trawler, de havde overlevet af de fangede hellefisk og slikket is.
Alle 5 fangere kom fra Niaqornat , hvor vi landede og satte hunde og fangere af --- alt i alt en meget vellykket tur som dog krævede en grundig rengøring af kabinen da vi kom hjem til Ilulissat, eftersom hundene af skræk havde efterladt betydelige mængder afføring.


Kaptajnen arresteret –----flyvningen udsat.

En sommerdag i 1995 kom jeg tilbage fra ferie og som normalt skulle jeg flyve umiddelbart efter ankomst til Ilulissat. I lufthavnen blev jeg modtaget at 2 politibetjente som spurgte om jeg hed Ole Rasmussen  og det kunne jeg kun bekræfte.
”Du er hermed anholdt og skal møde i Kredsretten om 20 minutter”: sagde betjentene og af sted det gik mod byen –mine kolleger i lufthavnen gjorde store øjne, hvad mon var sket !!!
Jeg spurgte hvad anklagen gik ud på, men fik ingen svar --- Da jeg trådte ind i Kredsretten sad en sød kontordame og kiggede på mig med store øjne og udbrød : ”Det er jo Ole RAS ham kender jeg  og han er pilot og ikke murer, det var jo en murer ved navn Ole Rasmussen I skulle møde med i retten”.
Jeg gav 2 meget slukørede politibetjente besked om hurtigst muligt at bringe mig tilbage til lufthavnen så mine passagerer ikke skulle vente unødigt. Forsinkelsen blev kun på et kvarter og jeg tror ikke nogen af passagererne opdagede hvad der var foregået.