Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Flyvetur med Frede

Så kom dagen endelig. Jeg skulle til Grønland med flyet fra Aalborg. Bente (min hustru) og jeg havde næsten ikke sovet, fordi der var en del, som vi skulle have indhentet.

Aalborg Lufthavn havde sagt, at jeg skulle møde i god tid i lufthavnen, når jeg skulle have medbragt mit skydevåben, så vækkeuret ringede kl. 0430. Kl. 0530 hentede taxaen os, og kørte os ud til lufthavnen. Da jeg ankom til lufthavnen gik der ”terrorister” i den, da jeg sagde, at jeg skulle medbringe et våben, som godt nok var skilt af i hoveddele, og anbragt i hver sin bagage. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg kom fra politiet, og fremviste mit politiskilt med et billede, som godt nok er 10 år gammelt. Der blev kigget på billedet, og igen på mig. Jeg forstod situationen, og smilede meget smuk (syntes jeg selv). Resultatet blev heldigvis, at jeg blev godkendt, og fik lov til, at få mit våben med mig på min rejse til de nordlige besiddelser.

Jeg fik indleveret min 42 kilo tunge bagage, som jeg ikke skulle tænke mere på, fordi den automatisk ville blive sendt videre til de næste fly, som jeg skulle med. Jeg havde dog min skepsis, og sagde derfor farvel til min bagage efterfulgt af et ”vi ses måske”.

Bente og jeg fik sagt farvel, og jeg gik ud til mit fly, som lettede til tiden. Vejret var strålende solskin, og udsigten var derfor fantastisk, da jeg stille sagde til mig  selv ”Farvel Aalborg”. Over København var der pludselig dårlig vejr, men flyet landede dog næsten til tiden efter flere cirkler over vores hovedstad.

Mit næste fly gik en ½ time senere med kurs mod Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq – læseren tænker: hvordan udtales dette bynavn – Kan-ger-lus-su-aq) . Der var tale om en stor maskine med plads til ca. 300 mennesker, og flyet var fyldt. Flyet lettede til tiden dog var der en mindre tordensky, som vi skulle igennem. Det var første gang, at jeg under flyvning oplevede lyn og torden omkring mig, så jeg var en smule beklemt ved situationen. Vi kom dog igen skyen, og satte efterfølgende kursen mod Grønland. Der skete ikke alverden på turen før flyet nåede den Grønlandske østkyst. Her var vejret skyfrit, og isbjergene dukkede op ca. 10 kilometer under mig. Hold kæft, hvor var det smuk, og jeg fik næsten tåre i øjnene. Mit kamera tog det ene billede efter det andet uden at jeg trykkede på udløseren. Den Grønlandske indlandsis kom frem, og udsigten blev bare mere fantastisk. Jeg syntes virkelig, at jeg havde skudt kamelen, mens jeg sad med næsen (og kameraet) mod ruden. Mit næste lovforslag, når jeg kommer i folketinget (læseren tænker: Nu er han vist koldhøven !!!!) bliver, at finde 90 mandater til, at gøre det til en menneskeret, at alle borgere i Danmark en gang i deres liv skal have lov til denne storslåede udsigt. Det er jo over hovedet ikke underligt, fordi der er jo andre, som tager sydpå, for at lægge på knæ en gang i livet. Hvis nogen tænker, at det ikke er en opgave for skatteborgerne, så kan de måske have ret…, og derfor må vi simpelthen gå på barrikaderne, og få brudt flyselskabet Grønlandsfly monopol, så vi kan få sat prisen ned på deres flybilletter. Resultatet vil uden tvivl blive, at turistindustrien i Grønland vil blomstre. (læseren tænker: ”Gab ikke mere politik”)

Indflyvningen til lufthavnen i Søndre Strømfjord var endnu mere fantastisk. Godt nok var det blevet en smule overskyet, men fjorden var frosset til, og lå bare der, som verdens største ishockey bane.

Flyet landede perfekt til tiden, og alle rejste sig op samtidig, fordi de stadig ikke havde fået det grønlandske motto under huden endnu, som siger, at det vi ikke når i dag, når vi måske i morgen. Jeg tog dog fejl, fordi folk havde virkelig travlt, der var en TAX-FREE forretning i lufthavnen, som solgte spiritus og cigaretter. Jeg huskede, at man havde fortalt mig, at i Grønland koster en pakke cigaretter ca. 55 kr., og en flaske dårlig spiritus kan ikke købes for under 400 kr. Selvfølgelig har det grønlandske folk også lov til en lille dram til halsen i kulden.

Jeg havde dog sikret mig en flaske whisky i Københavns Lufthavn, så jeg har noget at hælde ned i glasset, samtidig med, at jeg vil hugge mig en isklump fra et de isbjerge, som turen i Grønland forhåbentlig vil bringe mig forbi. Ikke flere drømme tilbage til min faktiske virkelighed.

Jeg afleverede mit boardingkort, og gik ombord på en lille propelmaskine, som skulle flyve ca. 30 mennesker til Nuuk fra Søndre Strømfjord. Inden jeg gik opbord hilste jeg lige på vores eneste ”flytjener”, som med en smil på læben sagde, at flyet ville blive et kongeligt fly, hvilket jeg ikke forstod betydningen af i starten, og rystede derfor på hovedet. Mens jeg sad ved mit vindue, og læste det eneste ugeblad (Se & Hør), der var ombord på flyet kom der pludselig en lille tæt fyr, som mindede meget om personen på side 7, hvor overskriften sagde: ”Frede rejser til Grønland på mandag”. Ganske rigtig vores kommende konge, nærmest løb ud i styrehuset, og lukkede hurtigt døren efter sig. Min første tanke var, tro det eller ej, men Frede var blevet en smule grå i toppen (det er forhåbentlig ikke Mary, som er skyld i det), men han er jo 35 år, og til hans forsvar er vi andre på kun 32 år også blevet en smule grå i toppen. Jeg fik ikke set meget af denne flyvning, fordi jeg hele tiden tænkte på, hvordan jeg skulle få taget en billede af ”Frede”, fordi det ville gøre mig til en national helt hos Bente-pigen (min hustru). Jeg spurgte stille og roligt ”vores kvindelig flytjener” om der ikke var åben for besøg i styrehuset, hvorpå der blev svaret uden ord, men med et smil, som med sikkerhed sagde, hvad tror du selv. Jeg gav dog ikke om, og tænkte derfor på, hvad jeg skulle gør, når flyet ankom til Nuuk, fordi så ville der formentlig være en velkomstkomité af indtil flere køretøjer, som skulle bringe mig til politistationen i Nuuk (læser tænker: Nu har han mistet jordforbindelsen). Jeg blev dog reddet af min kvindelig flytjener, som godt viste, hvad mit tidligere ”dumme” spørgsmål havde gået ud på. Hun kom hen til mig, og sagde, at ”Frede” først skulle gå ud af flyet før alle andre måtte forlade flyet. Det var jo min redning, og kameraet røg op, da ”Frede” viste sig i døren til styrehuset med fronten mod det vågne publikum. Jeg berørte kort udløseren, hvorved blitzen eksploderede i hovedet på vores kommende konge. Han smilede et let genert smil på billede. TAK ”Frede”, du kan bare være så naturlig. Ethvert PR-firma ville give dig millioner for, at du ville overtage chefstolen, og Bente (min hustru) nu er jeg vist tæt på, at blive en nationalhelt. Snip, snap, snue nu er denne korte historie ude.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Tom Christensen