Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Dengang vores by Uummannaq

Dengang vores by Uummannaq kunne blive kold i januar-februar måned – helt ned til – 30 grader – holdt jeg frokostpause hos mine svigerforældre, og jeg var på vej tilbage til posthuset med bilen for at fortsætte mit arbejde, da en langsomt flyvende S-61 helikopter pludselig kom til oppe over tankanlægget og fløj mod heliporten. Jeg drønede af sted forbi sygehuset, for vi plejer at tage ud på heliporten for at spørge om, hvor mange kilo post og pakker, helikopteren har med. Der blev ved med at blive talt i radioen, og umiddelbart efter konstaterede jeg, at S-61 helikopteren havde problemer med begge sine forreste landingshjul, og at den ikke havde brændstof nok til at flyve tilbage fra Uummannaq til Ilulissat, og der var 15 passagerer med i flyveren, og uheldigvis var der ikke en mekaniker med i helikopteren. Helikopteren brugte en længere tid med at overflyve Uummannaq. Jeg begyndte at spørge Ole og George, der var ansatte i heliporten ud om situationen, og om det var rigtigt, at der var 15 passagerer med i S-61-eren.  På daværende tidspunkt stod der flere Europa-paller i en stak nedenfor heliporten. De ansatte, Ole og George, var i gang med at tænke på, hvad de finde ud af løsninger, og jeg sagde til Ole, at der lå en stak paller lige nedenfor. Ole kontaktede kaptajnen i S-61-eren, som bad dem om at forsøge. Vi tre menige begyndte at slæbe pallerne op, og blev enige om, hvordan vi skulle etablere rampen. Den første vendte vi ned, mens resten blev vendt op og ned skiftevis, og forsøget med at få landet helikopteren begyndte.

Frostgraderne var meget lave, og det blev koldere af trykket fra helikopterens propeller, der naturligvis blev ved med at rotere. Først kunne jeg flytte lidt på pallerne uden problemer. Det skulle vise sig at blive alt for tunge! Første landingsforsøg mislykkedes, for kulden var ikke til at holde ud. Ved næste forsøg havde mine redningskolleger taget mere tøj på, og redningsforsøget tog fat for alvor. Jeg stod på den anden side af rampen og flyttede lidt på pallerne, men en anden mand gjorde det samme på den anden side af pallerne, men det mislykkedes for os begge på grund af al den sne og sand, der smertefuldt føg på ansigtet. Desuden mislykkedes forsøget også, fordi jeg ikke længere kan flytte på pallerne. På grund af trækket fra propellerne og den voldsomme kulde blev vi tvunget ind i heliports-huset. Vi drak noget varmt og varmede os lidt, og gik ud for at fortsætte redningsforsøget. Under den voldsomme blæst og smerter på ansigtet på grund at de partikler, der fløj rundt! Vi kunne næsten ikke holde øjnene åbne, men vi havde i sinde at få passagererne ned. Jeg følte, at jeg måtte tåle alt, lige meget hvad.

Efter megen mas, lykkedes det langt om længe, S61-helikopteren kunne stå stille. Den landede ovenpå pallerne! Så steg passagererne ned én efter én. Da antallet nærmede sig de 15 føltes tiden uendelig lang, for vi tre var utrolig trætte på grund af opgavens grad af udfordringer, og trods dette var opgavens vigtigste punkt ikke kommet endnu, og det er helikopterens brændstof. S-61-erens propeller roterede stadigvæk, og jeg kan ikke huske, hvor mange liter brændstof, vi fik i helikopteren. Dengang havde jeg fået en ny brun jakke, som var så flot, så flot. Det var så sidste gang, jeg havde den på. Vi var i gang med at tanke en helikopter, der ikke var landet helt, og på grund af trykket fra propellerne føg det brændstof, der blev spildt under opfyldningen til alle sider og ramte os på både ansigtet og kroppen, og sikken en lugt, det afstedkom. En helt utålelig lugt. Ole var i gang med at fylde helikopteren op med brændstof, mens jeg holdt jordvejeren med højre hånd og holdt samtidig øje med litermåleren, og når viseren bevægede sig råbte jeg op mod Ole. Vi kunne kun føre samtalen ved at råbe til hinanden. Dette arbejde var virkelig hårdt, fordi vi både frøs og svedte under hele forløbet!

Med venlig hilsen