Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Kaos

Jeg var i gang med at forberede mig til en regional møde i forbindelse med mit arbejde, og jeg gemte det materiale, jeg skulle bruge i mødet ind i et USB-stik. Jeg var spændt, for jeg følte, at jeg nogen sinde i mit liv aldrig have lavet noget så vellykket arbejde, og jeg kunne konstatere stolt, at jeg var klar til fremvisningen af mit materiale. Dagen oprandt, hvor jeg skulle rejse. Dagen før havde jeg sagt til min sekretær, at pågældende skulle minde mig om at tage USB-stikket med, hvis jeg skulle glemme det! Pågældende indvilgede.
Jeg tog min tjenestebil fra Qaarsut til Qaarsuarsuk for at tage af sted. Det var en god morgen, hvor jeg var nybadet og uden spekulationer. Umiddelbart efter indleveringen af min bagage, ringede min sekretær til mig, og fortalte mig: ”Jeg sidder med den USB-stik, du gerne vil have med”. Åh nej, så spurgte jeg trafikassistenten i Qaarsuarsuk, om jeg hurtigt kunne køre tilbage for at hente noget i Qaarsut. Jeg skulle nok være tilbage, inden flyvemaskinen lettede. Jeg fik lov, og jeg fik straks to af mine kolleger, der var på gennemrejse for at komme med i mødet, til at køre med mig, som kunne udnytte lejligheden for at se nyt. Andre mødedeltagere, som var på vej fra Aasiaat til Ilulissat, stod udenfor for at nyde en cigaret, før vi tog af sted. De spurgte mig: ”Hvor skal I hen?”. Jeg svarede, at vi hurtigt skulle hente noget i Qaarsut, og inden der blev sagt mere, var de inde i bilen. Den bil, vi kørte i, var en varevogn, og der var ikke siddepladser i lasten. Jeg var lidt forbløffet, men kørte så af sted med dem alle bagi. Det skulle dog vise sig at være et held i uheld. Alt var i skønneste orden, og jeg duftede godt på grund af, at jeg var kommet i bad for nylig. Mine passagerer var også fine, som rejsende som regel er, ja, nogle havde også blazer (fint tøj) på.
Turen foregik rolig og vi fulgte trafikloven, og jeg var ekstra opmærksom. Vel ankommet på min arbejdsplads kom jeg ind på kontoret for at hente min dejlige USB-stik, og jeg takkede min sekretær for påmindelsen. Jeg var blot kommet ud af døren, da min mobiltelefon ringede, og jeg svarede. Det var trafikassistenten i Qaarsuarsuk, som fortalte mig: ”Flyvemaskinen letter tidligere end forventet, og alle passagererne er kommet ombord, den er ved at flyve fra jer, så skynd jer tilbage!” IH, DU GODESTE. Der er ca. 4,5 kilometer fra Qaarsut til Qaarsuarsuit, og vejen er ikke asfalteret og er derfor noget kuperet, og hvis vi skal følge loven, skal vi bruge 10-15 minutter til kørslen.
Jeg råbte meget højt til mine passagerer: FLYVEREN ER VED AT FLYVE FRA OS, OG PASSAGERNE ER KOMME OMBORD, DA FLYVEREN ER VED AT FLYVE TIDLIGERE END FORVENTET, SÅ SKYND JER, ALT HVAD I KAN!!! Men nogle af mine passagerer var gået ned til butikken, og de var ikke kommet endnu, og derfor var nogle af os løbet for at lede efter dem, mens andre var i gang med et stort alarmering for resten af os, og det hele var under kaos. Der kom nogen ud af butikken, og nogle var i gang med at spise bananer uden større spekulationer. En af vore medpassagerer er en ældre mand med en høj stilling, og jeg var heldigvis ikke så genert over for ham, og jeg kunne se, at han var mere velklædt end almindelig – tøj, man skulle passe på. Alle steg ombord i den sædefrie lastrum i bilen, men vi manglede en kvindelig købmand, og det viste sig, at hun var kommet ind på et toilet for at tisse, og det eneste, vi kunne høre nu var: ”SKYND JER – SKYND JER”. Senioren blev mere end urolig, og begyndte at råbe ret højt op omme bagi: ”SIKKE MEGET URIN, HUN FYLDER”. Han klager over den lange tissepause, over hendes alt for store blære. Alles tanker drejer sig kun om den tissende kvinde. Nogle forestillede sig om den lange stråle, og alle var frustrerede over det forhold, der pludselig opstod og skete for os i et lille øjeblik, som for os almindelig dødelige ikke er til at overkomme.
Langt om længe kom den ventede væsen ud, og hun blev skyndet ind i bilen.
Jeg var jo chauffør i bilen, så det var mig, der stod ved magten, og jeg sagde til mine passagerer bagi, at de skulle lægge sig på maven!
Vi tog af sted, og jeg kørte nogenlunde ordentligt og ikke for hurtigt inde i Qaarsut, men umiddelbart efter vi forlod bygden trådte jeg i speederen, som om jeg havde fået ild i r…., for vi var nødt til at komme hurtigst muligt til Qaarsuarsuit, hvis flyvemaskinen ikke skulle flyve fra os. Jeg kørte så hurtigt, jeg kunne, og støvet bag os fløj i alle retninger, og det må have set som om, at vi kørte på en ørken i en meget høj fart. Bilen hoppede og dansede, og beklagende lyde kom i stride strømme bagfra. De havde alle sat sig på lastgulvet, da de ikke kunne stå oprejst længere, og da gulvet var blevet meget støvet, var støvet smittet af på tøjet.
En mand havde ikke villet sætte sig på gulvet, så han havde prøvet at stå oprejst, og der var ingen håndtag i lastrummet, så han havde meget modstridigt prøvet at holde på små boltmøtrikker på væggen med sine fingre. Halvvejs kunne han ikke mere, og havde opgivende sagt, OK, jeg må hellere sætte mig på gulvet. Han havde opgivet at passe på sit fine tøj.
I Qaarsuarsuit stod min souschef og ventede på os, fordi pågældende skulle returnere med bilen, når jeg tog af sted. Da vi kom til Qaarsuarsuit, stod lufthavnschefen og holdt ventende på døren, mens alle mine passagerer fløj ud af bilen, og det var så flovt, at alt deres tøj var gråt på grund af støvet. De børstede støvet af, mens de havde travlt med at komme ombord på flyveren. Vores ellers så velklædte ældste deltagers blazer var helt grå på grund af støvet.
Vi havde så travlt med at komme ud af bilen, at vi end ikke havde tid til at lukke bildørene, og jeg var blevet så stresset, at det gik op for mig, at jeg var drivende våd af sved. Jeg, som ellers var nybadet, da jeg tog af sted i morges – hajja.
Vi kom ombord i flyvemaskinen – heldigvis. Hvis jeg var kørt alene, var flyveren taget af sted uden mig, så det var et held i uheld og min redning, da mine medpassagerer uregerligt var hoppet ind i bilen. Jeg var heldig, selv om mine medpassagerer fik en dårlig oplevelse ud af situationen.
En af vore medpassagerer viste sig at lide af flyveskræk, men pågældende sagde: ”Uanset om man lider af flyveskræk, er det umuligt at mærke den fobi igen, når man først har været med, når Ole kører i bil”. Det er så fortællingen om en episode, der har været mere end frustrerende for mig, i forbindelse med en flyvning. Årsagen er et glemt USB-stik.

Fortællingen er sand.

Ole Løvstrøm
3961 Uummannaq