Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

En uventet gave fra luften

Jeg er født i Sisimiut og har haft min barndom i Nuuk, på Røde Kors Børnehjemmet.  Jeg kom til Danmark i 1965/66 og har ikke siden været i Grønland.

Jeg har gennem min opvækst ikke haft kontakt til min grønlandske ej heller min danske familie, hvilket har betydet, at jeg har manglet det bånd, der gør at man har noget at vende tilbage til. Men jeg har altid savnet Grønland, specielt når det bliver sommer deroppe og til jul. Nå! Nok om dette, her kommer en historie fra virkeligheden, hvor utrolig den så end lyder.

Jeg er ansat i stor statslig institution, hvor vi har kontrolopgaver som hovedformål. En af kontrolopgaver findes i Narsaq, når der slagtes lam. Den 3. september 2010 blev de personer, der var interesseret i opgaven og havde de nødvendige kvalifikationer, i vores afdeling kaldt til møde. Der var 6 personer, der var interesseret i opgaven. Her blev det aftalt efter en kort dialog, at udtrække personen, der skulle til Grønland, ved lodtrækning for at det skulle gå retfærdig til. Og YEEEEESS!!!! det blev mig, der der vandt den gyldne gave og skulle af sted til Grønland fra den 17. september til den 28. september 2010. Jeg glædede mig helt vildt, og NU havde jeg lige pludselig det manglende formål med at tage hjem, for at besøge mit savnede land.

Air Greenland blev kontaktet, og de udarbejdede rejseplanen fra Aalborg og til Narsaq og retur igen. Jeg rejste afsted til København med SAS og min bagage blev checket , således at jeg ikke behøvede at bekymre mig om bagagen, før jeg kom til Nuuk, hvor jeg skulle overnatte. Allerede der syntes jeg, at servicen var fin.

På Grønlandsflyet var der ligeledes en service, der lå langt over hvad jeg indtil dato nogensinde har oplevet (jeg rejser på charterferie hvert år til syden). Sodavand og andre drikkevarer kom ind med saltede mandler, og stor var min undren over ikke at skulle betale, ligeledes kom maden, som der også var inkluderet i prisen. Stewardesserne vimsede rundt og betjente passagererne med søde smil, tæpper og puder osv..

Endelig landede vi i Kangerlussuaq, jeg havde det paven og havde lyst til at kysse jorden. Efter ventetid gik turen videre til Nuuk, efter at være installeret på hotellet, tog jeg mit kamera og gik en tur fra 15:30 til 21:30. Jeg havde så mange nye indtryk og gamle minder der skulle bearbejdes gennem gåturen. Nuuk var blevet til en storby.

Dagen efter gik turen så med endnu et Air Greenland fly til Narsarsuaq og her skete det besynderlige. Jeg så, at der var aviser til fri disposition, som man kunne læse dem under flyturen. Det eneste jeg bemærkede, var den grønlandske tekst  (jeg har glemt mit grønlandske sprog), derfor tog jeg ikke avisen, men havde også nok i at nyde udsigten gennem ruden. Min sidemand havde taget avisen (Sermitsiaq fra den 17. september 2010) og læst den. Da hun havde læst avisen rakte hun mig den, først sagde nej tak, men bemærkede så, at den også havde dansk tekst, hvorefter jeg tog imod den.

Jeg så godt nok, at der en rød bygning på forsiden, men kunne umiddelbart ikke genkende den, så stor var min forundring, da inde i avisen på side 30, så et billede af to voksne kvinder og 5 børn. Den lille pige i den hvide trøje var mig, jeg lagde avisen fra mig og kiggede igen.  JO, det var mig. helt utrolig og hvorfor lige den dag man kommer til Grønland igen efter så mange år, jeg var totalt rystet. Intet under at jeg beholdte avisen, da jeg forlod flyet i Narsarsuaq, og jeg læste artiklen op til flere gange mens jeg ventede på Air Greenlands helikopter, der skulle bringe mig videre til Narsaq.

Tiden i Narsaq gik alt for hurtig. Dejlig arbejdsplads, dejlige mennesker og efter arbejdet var ude at gå og weekenderne blev brugt vandreture i mit smukke, smukke land. Men når aftenerne kom, blev mine tanker ved med at kredse over avisartiklen om børnehjemmet og Amalie.

Jeg forsøgte flere gange at ringe til avisen og journalisten, men opgav. Den 27. september påbegyndte jeg så rejsen tilbage til Danmark, jeg var i god tid ude ved heliporten, ca. 1½ time før. Endelig tog jeg mod til mig og fik ringet til journalisten, der kunne oplyse mig om, at Amalie boede i Nuuk. Jeg fandt hendes telefonnummer i telefonbogen og ringede hende op. Hun tog telefonen, jeg præsenterede mig og der blev først stille i telefonen, hvorefter hun spurgte hvem det var. Jeg præsenterede mig igen og så udbryd hun: "Jamen er det dig. - Er det dig"?  "Ja det er mig".  Vi fik en god lang snak, hun havde ledt efter mig siden 1993, da hun igen kom tilbage til Grønland igen  efter at have boet i DK i mange år og vi blev enige om, at vi skulle skrive sammen for eftertiden, samt at jeg skulle besøge hende når jeg igen kom tilbage til Grønland. Da jeg gik ud til helikopteren var det med glædes- og savnets tårer rendende ned af kinderne.

Turen til Danmark gik lige så fint som til Grønland, dog er jeg sikker på, at vil være at finde i Air Greenlands passagerliste op til flere gange i fremtiden.

Jeg takker Air Greenland for den fine service de udøver, men ikke mindst for den gave de gav mig via en avis i flyet mellem Nuuk og Narsarsuaq, hvor jeg fandt mit bånd til Grønland.

TUSIND, TUSIND TAK!!! Jeg vil aldrig glemme netop denne flyvetur, en af mine bedste gaver i mit liv ud over mine børn og mand.

Esther Marie Petrussen Andersen,  Hirtshals