Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

En lille historie om kommunikation

Kommunikation har til alle tider været svært, hvad enten det har drejet sig om serviceinformation over for vore kunder ,eller intern kommunikation

Denne her historie er fra det virkelige liv og omhandler den tid  hvor  teknikken endnu ikke tillod telefonforbindelse mellem de grønlandske byer.
På heliporten (  en lufthavn baseret på helikopterflyvning ) havde vi en telefon – en såkaldt ”hotline” hvor vi stod i direkte forbindelse  med ” FLYVAGTEN ”
Flyvagten var en radiotelegrafist fra den lokale telestation, som varetog flyradio kommunikationen      med den/ eller de  maskiner som var i luften i hans område

Fra vores lille lufthavn skulle vi starte med at sende aktuelle vejrrapporter 1½ time før planlagt afgang,  til den station som helikopteren havde udgangspunkt fra og derefter hver halve time,  hvis der ikke også skulle sendes  ” specials ” indtil helikopteren  var ankommet.
”Specials”  var en radikal ændring af det aktuelle vejr,  enten i  negativ eller positiv retning. 

Afgivelse af aktuelle vejrrapporter og andre trafikale meddelelser var slet ikke noget problem, så længe vi blot kunne løfte røret og afgive vores mundtlige meldinger direkte til flyvagten, som så  videreformidlede disse informationer, til de respektive involverede stationer  på ruten incl. opperationsafdelingen i Nuuk.

Tingenes tilstand er jo ikke stationære, og pr.en  given dato skete der en omstruktuering af den måde, som tingene hidtil havde foregået på.  Byens Flyvagttjeneste blev nedlagt og  totalt omorganiseret, hvilket også kom til at få afgørende betydning for  arbejdet på stationerne.

I stedet for at løfte ”røret” og mundligt aflevere al  udgående kommunikation til flyvagten, så skulle vi nu til at lære at bruge vores telex og sende al vor kommunikation ind til en computer i Sdr. Strømfjord, som så videresendte informationerne til de oplyste adressater.

I og med at alle informationer skulle sendes til en computer, så skulle hele opsætningen af  meddelelser være pinligt korrekt ellers blev informationerne ikke videresendt.

Den første dag med den nye måde at sende informationer på var et mareridt og jeg glemmer aldrig de første par dage. -  Jeg sad udelukkende klistret til telexen  og måtte  lade min kollega tage sig af
stationens øvrige gøremål ,  som kundeekspedition og helikopterhandling ellers havde vi aldrig fået gennemført nogen form for flyvning.

Al begyndelse er jo svært – men vi fik det da lært.
Og da vi først fik det lært – ja så syntes vi jo ikke det er svært

En anden lille historie om kommunikation.

Jeg startede i Grønlandsfly i 1971, nærmere betegnet i Aasiaat/ Egedesminde, hvor Peter Greve var staionsleder.

Heliporten var  var som standard udstyret med  flg. kommunikationsudstyr:
• 1 Hf radio til radiokomunikation mellem  stationerne
• 1 VHF – til flykommunikation
• 1 hammerlund radiomodtager 4745.5 kc/s  - så vi kunne følge med i flyvningen
• 1 stk telex.

HF radioen var eneste mulige direkte kontakt til de øvrige stationer og byerne i diskobugten
brugte bl.a. HF- radioen til at udveksle  passagerlister/ post og fragt  og andre opperationelle oplysninger.

Med baggrund i den stemme man hører i højtaleren, danner man sig uvilkårligt et indtryk af den person man taler med , men som man i øvrigt ikke kender eller måske aldrig har set.
Karl Fencker var en kendt stemme på HF radioen, han var staionsleder for Grønlandsfly i Ilulissat.
Jeg havde aldrig set eller mødt  Karl – men kun hørt hans stemme på radioen.
Ilulissat var mellemlandingsstation for beflyvningen til Marmorilik og på det tidspunkt var det et Canadisk selskab ved navn Okinagan som udførte marmorilikflyvningerne.
På en given dag flasker det sig såldes at  der bliver behov for at Marmorilik helikopteren skal en tur til Aasiaat og det er undertegnede der den pågældende dag har vagten.
Jeg synes jo det var vældigt spændende, at få besøg af de fremmede, så jeg går ud for at tage imod
efter at de landet.
Det er en canadisk besætning , så der skal jo tales udenlandsk.  Der er heller ingen tvivl i mit sind
De ser alle meget canadiske ud – specielt i deres påklædning.  Så jeg modtager dem alle med mit skoleengelsk  How do you do – and Welcome to Aasiaat.  – Men så synes jeg alligevel at den ene af stemmerne lyder bekendt  og ganske rigtigt den ene af de fremmede kan ikke holde masken længere – men præsenterer sig som Karl Fencker og den anden var hans stationsmedarbejder.

Så dem som jeg troede var besætningen på helikopteren var altså Karl og hans arbejdsmænd som benyttede chancen til lige at komme over og hilse på.

Jeg havde ellers bedømt Karl på han stemme som en lille og spinkel fyr – men ved selvsyn måtte jeg jo konstatere, at Karl Fencker var en høj flot og kraftig mandsperson, som slet ikke svarede til det indtryk jeg havde fået af ham på radioen.