Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

En uforglemmeligt oplevelse

Jeg tog ned til Nuuk for at føde, og der var stadig en måned min termin. Men dagen efter – i slutningen af august 2005 – fødte jeg. En måned for tidligt. Jeg var heldigvis sendt ned til Nuuk for at føde, for jeg var ved at forbløde under fødslen. Jeg fik fortalt, at jeg nok ikke ville have overlevet, hvis jeg havde født i Nanortalik. Min nyfødte manglede blodsukker og vejede kun 2530 gram. Jeg og min lille søn blev i Nuuk i en hel måned, hvor vi ventede på, at han fik stabiliseret sin blodsukker og blev tungere. En lang måned for mig. Jeg ønskede at være sammen med min familie, og jeg længtes hjem og var træt af at være indlagt, samtidig med at jeg følte mig ensom, trods at jeg havde familie i Nuuk.

Dagen oprandt, hvor vi skulle hjem, en glædelig nyhed for mig, for nu kunne jeg endelig vise min kære dreng – min førstefødte – som jeg havde født selv, til min familie, så de kunne se, hvor sød han var.  Da vi skulle af sted fra Sana, fik jeg oplyst, at vi skulle indlægges i sygehuset i Nanortalik, så min dreng kunne tage ordentligt på i vægt. Det er godt nok, tænkte jeg, bare jeg var sammen med min familie, var jeg tilfreds. Min søn havde samme vægt ved fødslen, og jeg tænkte, at så kunne familien se min søn i samme størrelse som under fødslen. Da vi fløj fra Nuuk var bevidstheden om, at jeg nu tog hjem til min hjemby og familien meget stærk, for nu kunne jeg vise min lille søn til alle mine bekendte, og jeg var glad. Under flyveturen som min lille søn, og jeg sad og tænkte mange tanker. Jeg var spændt på hans fars reaktion, når han så sin lille søn. Ved landingen i Narsarsuaq blev vi hentet af en sygeplejerske, og hun tog os ind i et lille værelse. Hun lånte mig en barnevogn – en stor og gammel barnevogn, som fik min lille søn til at syne meget mindre, han egentlig var. Vi lånte så barnevognen under opholdet. Vi skulle så videre til Qaqortoq, og jeg følte mig endnu mere spændt i forhold til før. Vi var det første, der skulle ud til helikopteren, og jeg var stolt. Da vi kom ombord i helikopteren stødte vi ind på Anoq (Kristiane). Anoq udbrød forskrækket; har du fået et barn, og jeg svarede ja, hvorefter hun sagde, at hun ikke havde hørt noget om, at jeg var gravid. Nu var spændingen blevet større, især fordi, jeg skulle se Rebe i Qaqortoq. Rebe var mødt op på heliporten, da vi ankom til Qaqortoq, og hun sagde til os, at vi skulle hjem til hende, før vi skulle flyve videre. Jeg indvilgede, og jeg var lykkelig for, at vi kunne besøge Rebe i stedet for at blive i heliporten. Jeg var dog lidt urolig for, at helikopteren skulle flyve fra os. Men vi skulle jo være i Qaqortoq i længere tid, før vi kunne flyve videre. Efter at have besøgt Rene, kunne vi langt om længe komme videre til Nanortalik. Jeg følte spændingen langt inde i maven, jeg skulle jo hjem… Jeg fik hjertebanken i tide og utide, og vi var ikke langt væk fra destinationen, da det kom op for mig, at der heldigvis fandtes flyvemaskiner i dag, for det ville jo tage lang tid for at nå hjem, hvis der ikke fandtes flyvemuligheder, for nu kunne jeg komme hjem til min familie, inden dagen var omme. Jeg følte en trang til at græde, mens jeg kunne føle spændingen, og jeg kunne føle, at min ensomhedsfølelse var ved at blive erstattet med glæde, efterhånden som vi kom nærmere hjem, og hold da op, hvor blev jeg glad. Min familie var mødt op for at byde os velkommen, og med et følte jeg mig meget lykkelig. Jeg viste vores søn til hans far og resten af familien, og jeg følte mig meget lettet.  Vi blev dog ikke hentet fra sygehuset. Min mor sagde til mig, at vi bare kunne tage hjem, og så kunne vi bare ringe til sygehuset, om vi skulle komme. Vel ankommet hjem ringede vi til sygehuset, der dog kunne oplyse os, at vi sagtens kunne være hjemme, og så skulle vi bare møde op hver dag for at få vejet vores søn, og sikken en glæde, denne besked medførte.

Det er så fortællingen om min søns første flyvetur med flyvemaskinen og helikopteren. En uforglemmelig oplevelse for mig. Jeg havde gemt hans billetter, men har dog smidt dem ud i forbindelse med en flytning.

Dorthe Hovgaard