Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Hjemrejsen

Kører med taxa, alene. Tænker på sine oplevelser her gennem sommeren, alle de mennesker, han er blevet glad for, og alle de gode oplevelser, han har høstet. Håber, at han engang kan vende tilbage.
”Tak”, siger han til taxachaufføren, mens han stiger ud, og tager sin bagage med ind i lufthavnsterminalen. Der står ’Ilulissat’ over indgangen. Han indleverer sin bagage, og sætter sig for at vente med udsigt ud mod flyvemaskinerne.

”Timmi?”, lyder det fra hans side, og det viser sig, at en af hans nye bekendtskaber er ved at tage af sted. ”Davs, hvor er du på vej hen?”, spørger Timmi.
”Til Nuuk, hvad med dig?”, svarer og spørger Kaali samtidig.
”På vej hjem til Sisimiut for at tage mit adgangskursus”.
 ”Er det rigtigt? Jeg skal til Nuuk for at begynde på NI 1, og det glæder jeg mig til”, og smiler.
De småsnakker med hinanden, og med et lyder der en kvindelig stemme gennem højtaleren: ”GL 497 til Aasiaat er klar til adgang”.
”Hey…det er mig!”, udbryder Timmi.“Også mig”, svarer Kaali og smiler.

På vej ud mod flyveren ser de, at der er overskyet, men at vejret er godt. Timmi tager noget læsestof, da han kommer ombord: Sermitsiaq, og sætter sig med front mod cockpittet, og Kaali sætter sig foran. ”Ja, de er syv”, siger han til Kaali. ”Haha, det er lige som dengang, eller dengang, hvor man fra børnehaven råber om mod himlen: må jeg med, må jeg med! Når flyvemaskinen flyver over én. ”Hehe, ja... dengang, da selskabet hed Grønlandsfly”.

Stewardessen gennemgår sikkerhedsproceduren. De sidder stille, og med et brøler flyvemaskinen og letter fra jorden. Der går en spænding gennem Timmis krop, og prøver at tage skik på den prop i ørerne, der opstår i opstigningen, sådan som hans far har lært ham det. De bliver ved med at komme opad, indtil de når skyerne, og sikke en udsigt! Tænker Timmi. Der er overskyet i byen, men der er høj sol heroppe.
”Hvordan føles det mon at være pilot...”, Kaali knuser en isterning. Han mener ikke, at medpassagerne ved siden af ikke kan forstå grønlandsk, da de har lyst hud og hår. ”Ja... jeg har altid gerne villet være pilot, siden jeg var lille”.
”Også mig!”, udbryder Timmi smilende, og fortsætter. ”Hvorfor har du så ikke taget en pilotuddannelse?”
”Ved ikke... jeg går ud fra, at uddannelsen er svær, og desuden har jeg skiftet interesser siden”, og fortsætter: ”Hvad med dig?”
”Ved ikke... har ikke tænkt mere på det. Desuden har jeg dårlige øjne, og jeg er i gang med en anden uddannelse”.
”Har du prøvet at søge ind? Hvorfor tror du, at nogle piloter går med briller?”
”Det er en dyr uddannelse”.
”Jeg kender en, som har lånt penge for at uddanne sig – jeg tror – i Air Greenland, og når vedkommende er ansat i Air Greenland vil de lånte penge blive afdraget”. ”Hvor vildt... er det rigtigt?
”Ja det er rigtigt”. Nu er flyvemaskinen i gang med sin nedstigning. Timmi sidder og tænker.

Efter endt landing sidder Timmi og tænker. Det er egentlig mærkeligt, at man er holdt op med at klappe i hænderne ved landingen, som skaber glæde hos passagererne.
Passageren ved siden af står op, og han Kaali gør det samme, men medpassageren ved siden af siger: ”Vi må godt blive siddende, denne person skal af”.
“Nåå okay”, og tænker, at han egentlig havde troet, at medpassageren var dansk. Timmi vil ellers gerne være gået ud for at se, om han kan møde nogen bekendte. Det kan jo være, at der er nogen fra hans uddannelsestid, der er mødt op i lufthavnen, men sætter sig dog igen.

”Hele, jeg som troede, at du var dansk”, siger Timmi smilende til Kaali’s siddenabo. ”Jeg er vant til det, og jeg ligner også en dansker”.
”Måske rødmer jeg, haha”. ”Man kan ikke se, at du er grønlandsk med det lyse hus... hvad hedder du?”, blander Kaali sig. ”Qulutaq”.
”Ja, du har et grønlandsk navn... vi har kun danske”. ”Hvad hedder I?”. ”Jeg hedder Kaali og dette er Timmi”. ”Dav”, siger Qulutaq, og kommer med sin hånd. Og han fortsætter: ”Kaali lyder jo grønlandske, eller begge navne gør”, siger han smilende.

Stewardessen gennemgår sikkerhedsproceduren igen. Aasiaat er ikke overskyet, og under opstigningen beundrer Timmi sin udsigt, trods at jorden ikke har mange planter.
”Er vi da så små som de insekter, der går på klipperne”, spørger han uden at tænke først, selv om der sidder en sød kvinde ved siden af.
“Hahaha, hvorfor dog det?”, spørger han leende Timmi, der er rødmet lidt.
”Fordi det meste af vort land består af klipper, og der bor jeg”.
”Vort land kan dog blive rig, hvis man gør noget rigtigt ved det og sørger godt for det... det er på den måde danskere og europæere har gjort”, blander Qulutaq sig og fortsætter: ”Der er også ædelstene på klipperne, for en af mine venner i Ilulissat siger, at han har fundet rubin, men jeg tror ikke rigtigt på ham, da jeg ikke mener, at han har set rubin før”.
“Hold da op. Hvor har han ikke sendt eller givet den til geologer eller andre eksperter”, istemmer Kaali”.
”Men hvor?”, spørger Timmi.
”Ja, hvor?”, svarer Kaali.
De tier, og Timmi begynder at læse Sermitsiaq. Greenpeace i oliefeltet, uran i Kuannersuit, og han tænker: ”Landet må være meget rigt; vi har joller, biler, flyvemaskiner og strøm til alle boliger, og desuden har vi uran, der ellers forurener mindst i produktion af el”.
Kaali afbryder hans tankestrøm:
”Timmi, ville du overgive dig, hvis du får trang til at gå på toilettet med en blød mave, mens du er ude og flyve?
“Hvorfor dog det!?”, udbryder Timmi.
“Jeg trænger til det, og det varer nok lidt endnu, før vi er landet”.
Qulutaq og Timmi begynder at grine, og det får siddenaboen til at smile.
“Haha, jeg troede, at det var mit navn, du hentydede til”.
“Hvorfor dog det…, aarh, nå, undskyld, hehe”, som om, der er gået lys op for Kaali.
Timmi begynder at læge igen. Han er i gang med at læge om Greenpeace, da siddenaboen siger: “Greenshit!”
Timmi mangler svar. ”Det er nøjagtig, som dengang med sælfangstkampagnen, haha”, siger den søde pige ved siden af.
”Det det gør, gør de for at værne om miljøet”.
”Men, er de bekendte med forholdene her?”. ”Næ”.
”De bør have sat sig ind i dem, før de går i aktion”. ”Det er rigtigt”.
Foran sidder Kaali og lytter til musik. Qulutaq sidder med Atuagagdliutit og læser. Han prøver at samle mod og spørger:
”Hvad var det nu, du hed?”.  “Huh?”, spørger pigen. “Du hed var det nu var?” “Hvad jeg koster?!”
“Øh, hvad var det nu, du hed?”, spørger han blussende og fik lidt ondt i maven.
“Nåh, hehe, jeg hørte ikke rigtgit, Biiaati”, og rækker sin hånd frem.
“Timmi, Timmi Siumuinnaq”. Han venter på, at hun begynder at grine, men Biiaati svarer blot: “Biiaati Samuelsen”. De fører så en samtale, indtil de lande ved næste destination.