Air Greenland fyldte 50 år og det blev fejret!

Min rejse fra Danmark til Grønland

Efter endt efterskoleophold i  2001, var jeg med flyvemaskinen hjem. Flyvemaskinen var propfuld af mennesker, da højsæsonen er startet i juni måned. For det første gik jeg rundt i taxfree-butikken, og jeg troede, at klokkeslettet på flyveplanen var det tidspunkt, vi skulle komme ombord på flyveren, men det viste sig , at det var flyverens afgangstidspunkt. Jeg gik og søgte varer, jeg kunne købe, og idet jeg skulle til at betale blev der kaldt på højtaleren på grønlandsk, at man kun ventede på den sidste passager, og at dørene ville blive lukket om 5 minutter. Jeg smed mine byttepenge i posen, og løb alt hvad jeg kunne mod den gate, jeg skulle ind ad, når jeg skulle i flyveren, mens jeg skubbede til folk side. Jeg ville jo hjem, og jeg måtte ombord i flyveren, og derfor løb jeg alt hvad jeg kunne, men jeg smågræd i den tro, at flyvemaskinen var fløjet uden mig. Da de ansatte kom til syne, hvad de i gang med at tælle papirer, og de skyndte sig at få mig ombord, og derved lykkedes det mig at komme med.

Jeg prustede som en hest, da jeg kom ombord, og alle ombordværende gloede på mig. Det var jo mig, de ventede på. Jeg var flov, da jeg skyndte mig mod mit sæde. Ikke nok med det – jeg var placeret på en af de bagerste sæder.
Efter af have sat min håndbagage på plads satte jeg mig ved siden af en dansk ældre kvinde, der ikke spor var venlig. Lige efter at have sat mig, kom vi op i luften, og jeg havde jo ikke sovet ret meget om natten, og derfor faldt jeg i søvn med det samme. Jeg sov hele vejen, og jeg vågnede ved, at stewardessen vækkede mig for at række mig en varm klud. Efter at have tørret ansigtet, var jeg faldet i søvn igen. Under den korte søvn drømte jeg, at flyveren faldt ned, og jeg var i gang med en hård kamp for at redde mig selv, og jeg vågnede brat. Umiddelbart efter jeg åbnede mine øjne blev flyvemaskinens maskiner så stille, at jeg troede, at de var slukkede, og jeg var jo ikke vågnet helt, og skreg forvirret alt hvad jeg kunne, så medpassageren ved siden af mig gav en forskrækket spjæt. Jeg troede jo, at vi var på vej ned. Flyvemaskinen faldt jo, og jeg troede, at alle var i gang med at skrige, og jeg skreg længe alt, hvad jeg kunne, trods at der ikke skete noget. Efter at have skreget åbnede jeg mine øjne, og jeg fik øje på alle de omkringsiddende mennesker, der blot gloede på mig, og jeg blev så flov, at jeg måtte bukke mig på den tomme sæde, der var på den anden side af mig.

Det viste sig, at vi var i gang med nedstigningen mod Kangerlussuaq, og derfor havde jeg troet, at maskinerne var slukket.
Jeg sad jo bagerst i flyvemaskinen, og var derfor en af de første, der kunne forlade flyveren, og ved landingen skyndte jeg mig at tage min håndbagage, og skyndte ud af flyvemaskinen, og var så flov over min opførelse.
Herved en fortælling om min oplevelse i flyvemaskinen, hvor jeg mutters alene skreg over alle passagererne.

Med venlig hilsen
Arnaq Eriksen
Saqqaq